25.000 kr. til stærke fællesskaber for mennesker med psykisk sygdom
Outsideren skaber frirum, hvor mennesker med psykisk sårbarhed kan dele erfaringer og finde fællesskab.
TILDELT
25.000 kr.
2025
Få mere at vide om
Outsideren
Et stærkt fællesskab kan være afgørende, når livet er svært. Derfor har Fonden Sol og Strand besluttet at støtte foreningen Outsideren med 25.000 kroner til deres arbejde for og med mennesker, der lever med psykisk sygdom og sårbarhed.
Med støtten kan Outsideren fortsætte arbejdet med blandt andet skrive- og grafikværksteder, åbne redaktionsmøder og den brugerdrevne journalistik, som er kernen i foreningens aktiviteter.
– Det er en donation, der har stor betydning for vores forening. Den giver os mulighed for at fortsætte meningsfulde aktiviteter for mennesker, der ellers ofte står uden adgang til et fællesskab, siger Boris Lauritzen, daglig leder hos Outsideren.

Outsideren er et frivilligt og kreativt fællesskab, hvor mennesker med egne erfaringer fra psykiatrien kan støtte hinanden og finde styrke i at deltage i meningsfulde aktiviteter og opbygge værdifulde relationer.
– Outsideren eksisterer, fordi mennesker med psykisk sygdom og sårbarhed har brug for at blive taget alvorligt – ikke som patienter, men som mennesker og medborgere.
I dag har omkring 80-100 personer aktiv tilknytning til Outsideren, mens endnu flere er med fra sidelinjen. Det er ikke et behandlings- eller aktiveringstilbud, men et frirum, hvor mange oplever at gå fra følelsen af at være outsider til at blive en del af et meningsfuldt fællesskab.
– Mange har i årevis været klienter i et system – men her er de det ikke. Når de kommer hos os, bliver vi ofte spurgt: Hvad kan vi bruge tilbuddet til? Vi vender det om og spørger i stedet: Hvad kan vi bruge dig til, siger Boris Lauritzen.
– Vi inviterer brugerne ind i et fællesskab uden forventningspres. Det er helt i orden at drikke kaffe i to år, lytte og bidrage, når man føler sig klar. Vi har ikke en målsætning om at flytte brugerne fra A til B på en bestemt tid. Vi tilbyder en platform, hvor deres stemme og erfaring har betydning. Det er helt afgørende for, at de føler sig mødt og værdsat.
FAKTA: Om Outsideren
- Grundlagt for 30 år siden som et brugerdrevet initiativ
- Udgiver magasinet ”Outsideren” både online og i trykte temanumre
- Driver blogfællesskab, værksteder og kreative aktiviteter
- Samarbejder med bl.a. Psykiatrisk Center København, Københavns Kommune og andre brugerorganisationer