Donation gør ønsket hospicebesøg muligt
Brystkræftforening på besøg på Hospice Vangen.
TILDELT
5.000 kr.
2025
Få mere at vide om
Brystkræftforeningen
– Vi fik helt tårer i øjnene, da vi fik at vide, at vi fik en donation på 5.000 kroner, fortæller en meget taknemmelig Jette Gaarn, medlem af styregruppen i Brystkræftforeningen Kreds Nordjylland.
For Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld er det ikke størrelsen på beløbet, men forskellen det kan gøre, der er afgørende. Og hos en frivilligdrevet patientforening som Brystkræftforeningen kan 5.000 kroner mærkes helt ind i den daglige drift.
– Det svarer til et helt års budget i vores forening. Derfor har donationen enorm betydning for os, fordi vi er afhængige af fondsmidler, medlemskontingent og støtte fra private, siger Jette Gaarn.

Nina Sperling og Jette Gaarn glæder sig over donationen, som muliggør to besøg på Hospice Vangen.
Donationen fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld er øremærket to besøg på Hospice Vangen i Nørresundby – et sted, som mange af foreningens medlemmer længe har ønsket at besøge. Det første besøg har fundet sted, mens det næste er planlagt i foråret.
– Det var et meget givende og bevægende besøg. Der hersker en varm, tryg og omsluttende stemning, og man fornemmede tydeligt, at man som pårørende får mulighed for at være sammen med den syge – fremfor at agere plejepersonale, fortæller Jette Gaarn.
Brystkræftforeningen blev etableret i 1999 og har siden arbejdet for, at brystkræftramte i Danmark kan få en hurtig og præcis diagnostik, en specialiseret behandling og en effektiv genoptræning. Foreningens nordjyske afdeling tæller omkring 200 medlemmer og fungerer som et uforpligtende mødested for mennesker, som har eller har haft brystkræft.
– Her kan vi drøfte både alvorstunge og lettere emner. Fælles for os er, at kræftdiagnosen har givet os et andet livssyn, og vi kan spejle os i hinanden. For mig betyder det meget at være en del af fællesskabet – jeg er altid i godt humør, når vi har været sammen, siger Jette Gaarn, der blev diagnosticeret med brystkræft i 2021- hun blev opereret med brystbevarende operation og fik efterfølgende kemoterapi og strålebehandling. I dag er hun kræftfri men lever med senfølger efter behandlingen.
Foreningen afholder løbende arrangementer baseret på medlemmernes ønsker – fra faglige oplæg til wellness-aftener og besøg i sansehaver.
– Vi har blandt andet afholdt en aften med Tine Kalstrup fra Kalstrup Livstilshus i Blokhus, der selv har haft brystkræft. Tine er stylingcoach, og hun gav os værdifulde råd om stil og tøj, og det blev en fantastisk aften, som vi håber at gentage, siger Jette Gaarn.
Udover de fællesskabende aktiviteter arbejder foreningen også for at sætte øget fokus på blandt andet senfølger efter et kræftforløb og fremtidens behandlingsmuligheder.
– Hver syvende kvinde får brystkræft, så det er et yderst vigtigt område. Det betyder meget for mig at være en del af foreningens arbejde – det giver mig en god følelse at kunne gøre en forskel – både for nuværende og kommende patienter, siger Jette Gaarn.
Ifølge Brystkræftforeningen har næsten 76.000 personer i Danmark en brystkræftdiagnose. Hvert år får ca. 5.000 kvinder (svarende til 1 ud af 8 kvinder) og 45 mænd diagnosen. 1200 brystkræftramte får tilbagefald (metastaserende brystkræft).