Donation på 100.000 kroner giver nye muligheder i psykiatrien i Vejle
Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld gør det muligt at realisere et nyt projekt på Psykiatrisk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle.
TILDELT
100.000 kr.
2025
Få mere at vide om
Sygehus Lillebælt
Donationen på 100.000 kroner skal bruges til at gennemføre et projekt, der skal hjælpe patienter på Psykiatrisk Afdeling i Vejle med at håndtere selvskadetrang gennem konkrete mestringsstrategier.
– Det er en donation med meget stor betydning. Uden disse midler ville vi ikke have haft mulighed for at investere i de redskaber og materialer, vi skal anvende i forbindelse med projektet, fortæller Martin, der sammen med sin kollega Kamilla står bag projektet ”Selvskade og mestringsstrategier”.
De er ansat som peermedarbejdere på en afdeling med plads til op mod 90 patienter. Begge har egne erfaringer med psykisk sygdom, og i dag bruger de deres viden og erfaring til at hjælpe patienter med at få det bedre.
– Vi kan sætte os ind i deres situation, fordi vi selv har oplevet afmagt og manglende kontrol over vores følelser. Det betyder, at vi har nemmere ved at skabe en tryg og tillidsfuld relation til patienterne. I vores daglige virke har vi samtaler med patienterne, og vi får en fornemmelse af, hvilken mestringsstrategi den enkelte har behov for, fortæller Martin.

Projektet tager udgangspunkt i evidensbaserede undersøgelser. Målet er at forebygge selvskade og samtidig bidrage til at mindske brugen af tvang.
– Når patienterne føler trang til selvskade, er det ikke nok, at vi siger: ”Det skal du ikke.” Vi er nødt til at give dem et alternativ. Her anvender vi taktile mestringsstrategier, og det kan eksempelvis være tangles eller fidgets, som er små sanseredskaber, man kan have i hånden og tage frem, når selvskadetrangen opstår, fortæller Martin.
Erfaringerne viser, at det kan hjælpe patienterne til en følelse af at mestre eget liv og få mere kontrol over egne tanker og handlinger. På sigt vil det styrke selvtilliden og skabe håb om, at selvskadetrangen med tiden fylder mindre.
Projektet indeholder desuden en mere langsigtet mestringsstrategi, som tager udgangspunkt i hobby-orienterede aktiviteter. Afdelingen har allerede kreative tilbud som kunstgruppe og strikke-hæklecafé, og med projektet ønsker man at udvide mulighederne med eksempelvis idræt og musik.
– Som peermedarbejdere kan vi være med til at skabe rammerne for aktiviteter, hvor patienterne kan mødes og blive en del af et fællesskab, der kan skabe mening i tilværelsen og en følelse af ikke at være alene, fortæller Kamilla, der siden 2024 har været ansat som peermedarbejder.
– Vi bruger vores egne levede erfaringer til at understøtte patienternes vej til at få det bedre. For mig føles det meget meningsfuldt at bruge noget af det mørkeste i mit liv til at skabe lys for andre, siger hun.
Efter planen bliver projektet løbende evalueret, og forhåbentlig vil mestringsstrategierne, som projektet lægger op til, have en positiv effekt.