Donation sikrer julegaver til 50 børn
For syvende år i træk sørger GAVEN for, at udsatte børn og deres familier i Aalborg Kommune får mulighed for at opleve juleglæden.
TILDELT
15.000 kr.
2025
Få mere at vide om
GAVEN
Julen handler om fællesskab, omsorg og glæde – men for mange er højtiden desværre også forbundet med bekymringer over, hvordan det skal lykkes at få enderne til at mødes. En donation på 15.000 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld betyder, at omkring 50 børn kan få en julegave i år.

– Vi kan se, at behovet for hjælp er støt stigende år for år, hvilket blandt andet skyldes stigende fødevarepriser og den ny kontanthjælpsreform, som har gjort det sværere for mange at få økonomien til at hænge sammen – og juletiden gør det endnu sværere, siger Bjarne Andersen, der er frivillig projektleder i julehjælpsprojektet GAVEN i Bethaniakirken i Aalborg.
Bjarne Andersen er frivillig projektleder i GAVEN.
Julehjælpsprojektet henvender sig til familier og enlige forsørgere i Aalborg Kommune, som står i en svær livssituation – det kan være på grund af sygdom, økonomiske udfordringer eller andre personlige forhold.
For at komme i betragtning til julehjælpen, skal man udfylde et ansøgningsskema. Herefter gennemgår en arbejdsgruppe de indkomne ansøgninger og udvælger dem, der opfylder kriterierne.
– Vi tilstræber altid at hjælpe ansøgeren videre, hvis ikke vi kan imødekomme ansøgningen. Er det eksempelvis en ansøger fra en anden kommune, forsøger vi at finde en mulighed i vedkommendes eget lokalområde, siger Bjarne Andersen, der har været involveret i det frivillige arbejde siden 2022.
– Jeg har lyst til at gøre en forskel, fordi jeg selv modtog hjælp fra uventet side som barn. Jeg voksede op i et hjem, hvor pengene var små, og jeg var en dreng, der gerne ville dyrke sport, men der var ikke penge til det. Jeg var så heldig, at der var voksne, som samlede ind, så jeg kunne få en badmintonketcher og udstyr, så jeg kunne gå til badminton, og det fik stor betydning for mig, fortæller Bjarne Andersen, der arbejder som konsulent i Børne- og Undervisningsministeriet.
Der er indrettet kreaværksted i Bethaniakirken, så børnene har mulighed for at lave gaver til deres forældre.
I 2024 modtog 392 børn fra 232 familier hjælp gennem projektet, og i år forventer Bjarne Andersen at der skal udleveres gaver til omkring 425 børn fra cirka 250 familier. Familierne har mulighed for at vælge mellem 60 forskellige gaver tilpasset køn og alder. Udover julegaverne modtager hver familie et gavekort på 375 kroner, som kan bruges til juleindkøb.
Uddelingen sker i Bethaniakirken den 6. december.
Den 6. december er der uddeling og det er en stemningsfuld dag, hvor de omkring 45 frivillige, der står bag GAVEN, har omdannet Bethaniakirken til en hyggelig julekulisse. Her kan forældre og børn hygge sig med at lave gaver i det kreative værksted, nyde en forfriskning og få taget et familiefoto, inden de får deres gaver med hjem.
– Vores erfaring er, at GAVEN er med til at skabe glæde og håb. Forældrene oplever, at børnene bliver glade for at få en gave og de mærker, at der er lokale kræfter, som ønsker at hjælpe og støtte, fortæller Bjarne Andersen.
De mange frivillige der er involveret i gavehjælpeprojektet.