Donation skal sikre hurtigere hjælp til børn og unge i mistrivsel
Et stigende antal børn og unge søger hjælp, fordi de kæmper med spiseforstyrrelser eller selvskade. Det mærker foreningen Somenta, som sidste år gennemførte det højeste antal rådgivningssamtaler nogensinde. Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld støtter Somenta med 150.000 kroner til at styrke rådgivningen, så flere kan få hjælp.
TILDELT
150.000 kr.
2026
Få mere at vide om
Somenta
Hos Somenta, som tidligere hed Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, oplever man en markant stigende efterspørgsel på rådgivning. I 2025 gennemførte foreningens frivillige rådgivere 8.012 samtaler, hvilket er en stigning på 19 procent sammenlignet med året før.
– Der bliver flere og flere, som har brug for hjælp. Stigningen i antallet af henvendelser til os afspejler den stigende mistrivsel, vi ser blandt børn og unge, siger Somentas direktør, Camilla Hersom.
Somenta har i dag omkring 200 frivillige, der arbejder med rådgivning. Mange har en relevant faglig baggrund som eksempelvis psykolog, psykoterapeut, sygeplejerske eller er under uddannelse hertil, mens andre selv har erfaring med spiseforstyrrelser eller selvskade eller har været pårørende.
Somenta tilbyder rådgivning via telefon, video og chat samt gennem en brevkasse. Blandt de berørte, som selv kontaktede rådgivningen i 2025, var 26 procent mellem 10 og 15 år.
– Der er tale om et lavtærskeltilbud. Det betyder, at hjælpen er gratis, anonym og let tilgængelig, og at man kan benytte den uden forudgående visitation eller henvisning. Vi forsøger at møde den enkelte med støtte, omsorg og forståelse og give det lille skub, der gør, at vedkommende rækker ud efter egentlig behandling, siger Camilla Hersom.
Rådgivningen kan rumme meget alvorlige samtaler. På chatten henvender unge sig blandt andet, når de kæmper mod trangen til selvskade, eller umiddelbart efter at de har skadet sig selv.
– Henvendelserne dækker et bredt spektrum fra den første bekymring til akutte situationer, som kræver øjeblikkelig handling. Derfor lægger vi stor vægt på både uddannelse, løbende kompetenceudvikling og faglig støtte til de frivillige, fortæller Camilla Hersom.
Det er både børn, unge og pårørende, der kontakter Somenta, og for mange er det første gang, de sætter ord på deres følelser og bekymringer. Camilla Hersom ser en tydelig tendens til, at de børn og unge, som rådgivningen handler om, bliver stadig yngre.
– Vi får henvendelser fra pårørende med børn på syv, otte og ni år, som er på vej til at udvikle en spiseforstyrrelse. Der er tale om børn, som stadig ikke er fuldt udviklede, men som har fået en negativ kropsbevidsthed blandt andet på grund af de idealer, som de præsenteres for på sociale medier, og som intet menneske kan leve op til, siger Camilla Hersom.
I 2025 var presset på chatrådgivningen så stort, at det i 41 procent af åbningstiden ikke var muligt for nye brugere at stille sig i kø. De, der kom igennem, ventede i gennemsnit ti minutter.
Med donationen på 150.000 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld skal Somentas landsdækkende rådgivning styrkes gennem rekruttering, uddannelse og fastholdelse af flere frivillige rådgivere. Samtidig skal flere frivillige have mulighed for at varetage rådgivningen hjemmefra, så Somenta kan rekruttere kvalificerede rådgivere fra hele landet.
– Udfordringen er både at fastholde de frivillige, vi har, og at rekruttere og uddanne nye. Vi skal gøre os fortjent til de mennesker, der vil bruge deres tid hos os på at hjælpe andre. Vi ved fra dem, der henvender sig, at det har stor betydning, at det ikke er en myndighedsperson, men en frivillig, som er der, fordi vedkommende gerne vil hjælpe andre. Derfor er de frivillige meget vigtige for os, siger Camilla Hersom.
FAKTA
I 2026 skiftede Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade navn til Somenta. Bag navneskiftet ligger et ønske om at gøre det lettere at søge hjælp og styrke den forebyggende indsats, før mistrivsel udvikler sig til alvorlig sygdom. Foreningen havde erfaret, at det tidligere navns fokus på sygdom for nogle kunne være en barriere for at række ud efter hjælp.
I år kan foreningen fejre 25-års jubilæum og har gennem alle årene arbejdet med forebyggelse og rådgivning inden for spiseforstyrrelser og selvskade. Foreningen rådgiver både mennesker, der selv er berørt, og deres pårørende og tilbyder blandt andet digital rådgivning, samtalegrupper og undervisning.
Foreningen finansieres blandt andet af private fonde, offentlige puljemidler til konkrete indsatser og bidrag fra private.