Et liv med mod, virkelyst og pionerånd. Margit Andersen fylder 80 år
Den 6. juni fyldte medstifter af Sol og Strand Feriehusudlejning, Margit Andersen, 80 år. Historien om hende er samtidig fortællingen om, hvordan en sommerhusgrund ved Lyngså blev begyndelsen på et livsværk, der i dag kommer mennesker til gavn og glæde over hele landet.
TILDELT
25.000 kr.
2026
Få mere at vide om
Danske Døves Landsforbund
Da Margit Andersen som 27-årig købte en sommerhusgrund på den jyske østkyst ved Lyngså, var der næppe nogen, som forestillede sig, hvad den beslutning en dag skulle føre med sig.
– Der er ikke engang foder til en ged på den grund, lød det formanende fra hendes far, da den unge kvinde præsenterede sin idé for ham.
Men Margit Andersen trodsede de velmenende formaninger fra sin far og fulgte sin mavefornemmelse. Hun købte grunden på 5.500 kvadratmeter kontant for sine sparepenge, og med hjælp fra blandt andet sin bror blev der senere opført et sommerhus på 65 kvadratmeter. Hvad ingen på det tidspunkt vidste var, at den grund og sommerhuset skulle blive startskuddet til en bemærkelsesværdig virksomhedssucces.

Udlængsel og kærlighed i Bruxelles
Margit Andersen er født i Landbolyst ved Dronninglund. Hendes far driver en cykelhandel, og der er ikke mange penge at rutte med, men hjemmet er kærligt og trygt. Udlængslen har altid boet i hende, og det fører hende i 1973 til Bruxelles, hvor hun havde fået job på EF’s (nu EU) hovedkvarter.
I 1974 møder Margit Andersen landbrugskonsulenten Kjeld Andersen i Bruxelles. Året efter bliver de gift og holder bryllupsfest i det nybyggede sommerhus på Margits grund ved Lyngså, og efter brylluppet drager de på bryllupsrejse til Lapland med telt og campingudstyr.
Mens de er afsted, lejer de sommerhuset ud for at tjene en skilling. Hvad de endnu ikke ved er, at det bliver den spæde begyndelse på Sol og Strand Feriehusudlejning.
På bryllupsrejsen begynder Kjeld Andersen, der bl.a. er meget fremsynet, nemlig at spekulere over, hvordan man mon kunne hjælpe sommerhusejere med at finde de mennesker, som drømte om ferie ved de danske kyster.

I 1979 tager ægteparret springet og etablerer Sol og Strand Feriehusudlejning A/S. Så må det bære eller briste, tænkte de.
De havde ingen som helst erfaring med feriehusudlejning. Ingen økonomiske ressourcer. Men de havde en stærk tro på deres idé, en høj arbejdsmoral og modet til at gå deres egne veje. Deres valgsprog var: ”Man må tærske eller gå af loen”.
– Vi har aldrig gået i andres fodspor. Vi har i stedet gået vores egne veje, siger Margit Andersen.
Sol og Strand Feriehusudlejning er i dag en af Danmarks største danskejede feriehusudlejningsvirksomheder. Gennem årene har det ikke skortet på tilbud fra investorer, som har ønsket at købe virksomheden. Trods udsigten til en stor gevinst ved et salg har det aldrig været en mulighed, ægteparret har overvejet. Hver gang lød svaret: ”Tak for tilbuddet, men nej tak – vort livsværk er ikke til salg.”
– Vores ønske har altid været, at Sol og Strand Feriehusudlejning skulle eksistere i fremtiden og forblive på danske hænder – også når vi engang var væk, siger Margit Andersen.
På den baggrund besluttede ægteparret i 2019 at etablere Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, som i dag er hovedejer af Sol og Strand Feriehusudlejning.
– Hele livet har jeg prøvet at lytte til mit hjerte. Det var også det, Kjeld og jeg gjorde, da vi besluttede at oprette fonden. Vi ville give noget tilbage, fortæller hun.
Fonden støtter almennyttige og almenvelgørende initiativer i Danmark og i udlandet. Siden etableringen for seks år siden er der blevet uddelt knap 30 millioner kroner til projekter, som har gjort en forskel for andre.
Selv beskriver Margit Andersen følelsen af taknemmelighed som noget af det, der fylder mest, når hun ser tilbage på sit liv.
– I mit 80-årige liv har jeg lært, at drømme – hvis man forfølger dem – kan blive til handlinger, som virkelig gør en forskel, siger hun.
Livsværket lever videre
Kjeld Andersen gik bort i oktober 2024, men hans og Margit Andersens fælles livsværk lever videre.
Hun glæder sig samtidig over de mange rejser, som hun og ægtefællen nåede at opleve sammen. Et verdenskort pryder væggen på Margit Andersens kontor. Små røde mærkater vidner om de mange lande, hun har gæstet sammen med sin ægtefælle.
Blandt rejsemålene har været både fjerne egne og afsides hjørner af verden – fra hovedjægerne på Borneo til Antarktis, Tibet, Mongoliet og Australien. Gennem årene har parret besøgt i alt 106 lande, og de har altid følt sig velkomne, uanset hvor i verden de har befundet sig.
– Vi har aldrig mødt nogen, der ville os det ondt, og det at møde andre kulturer med et åbent sind og lære verden omkring os at kende er fredsskabende i sig selv, siger Margit Andersen.
I dag følger Margit Andersen fortsat fondens arbejde tæt og glæder sig over at opleve, hvordan midlerne er med til at gøre en forskel for andre. Når muligheden er der, besøger hun de foreninger eller organisationer, fonden har støttet.
– Når jeg møder de mennesker, som har fået glæde af midler fra fonden, mærker jeg en dyb glæde, som stadig fylder mig med varme, når jeg tænker på det. Det er der, det hele giver mening. Jeg ville virkelig ønske, at Kjeld kunne have oplevet den store betydning, fonden har, og jeg glæder mig til at følge dens udvikling de kommende år, siger Margit Andersen.
