Fonden Sol og Strand støtter Det Kærlige Måltid med 150.000 kroner
Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld har doneret 150.000 kroner til nonprofitorganisationen Det Kærlige Måltid.
Med donationen ønsker fonden at bakke op om det arbejde, som organisationen udfører – både for unge frivillige og for sygdomsramte familier.
– Det er en donation, der er altafgørende for, at vi kan videreudvikle vores indsats i Aarhus og Aalborg, fortæller Charlotte Thyberg, der er stifter og direktør i Det Kærlige Måltid.
Hun stiftede organisationen i 2018 efter selv at have oplevet, hvordan alvorlig sygdom påvirker hele familien. Da hendes mor blev syg i 2016, blev selv basale opgaver som at lave mad til en uoverskuelig byrde. Alene det at bestille færdiglavet mad endte med at blive en udfordring.
– Hun havde kun overskud til at tænke på næste undersøgelse og sin medicin, fortæller Charlotte Thyberg, der hentede inspiration til organisationen under et besøg på Ceres Community Project i Californien.
Charlotte Thyberg valgte at sige faste job op for at realisere sin vision, og siden da har organisationen tilberedt og leveret flere end 130.000 måltider til sygdomsramte familier – med hjælp fra mere end 900 frivillige.
Et stærkt fællesskab
Det Kærlige Måltid arbejder ud fra to primære formål: At levere nærende og hjemmelavede måltider til familier og enkeltpersoner, som er ramt af alvorlig sygdom eller traume – og samtidig støtte unge i alderen 15-25 år, herunder også sårbare unge, i at mestre eget liv og egen sundhed gennem frivilligt arbejde.
– Vi har et mål om, at 20 procent af de unge frivillige, er sårbare unge, som kæmper med mistrivsel, ensomhed, angst eller depression. Hos os bliver de en del af et inkluderende fællesskab, hvor der opstår nærvær og samtaler omkring arbejdet i køkkenet, fortæller Charlotte Thyberg.
To gange om ugen samles de frivillige i organisationens køkken i Aarhus, Aalborg og Odense, hvor de sammen tilbereder og pakker måltiderne. Ud over de “Kærlige Kokke” består frivilliggruppen også af “Kærlige Preppere”, som klargør grøntsager, og “Kærlige Bude”, der står for udbringningen.
– Det er en glæde at opleve den forandring og den trivsel, der sker hos den enkelte. De oplever, at der er brug for dem – at de gør en forskel for andre, og at de bliver en vigtig del af et meningsfuldt fællesskab, fortæller Charlotte Thyberg.
Hun fortæller blandt andet om ung fyr, der havde det meget svært, da han blev en del af Det Kærlige Måltid. Han led af angst og var psykisk ustabil. I dag er han i gang med en uddannelse – og stadig frivillig i organisationen.
I øjeblikket er 350 frivillige tilknyttet Det Kærlige Måltid, men ønsket er at inkludere flere, så endnu flere sygdomsramte familier kan få hjælp i en svær hverdag.
– Det kræver mange ressourcer at drive tre afdelinger, og vi er dybt afhængig af støtte fra fonde, virksomheder og private. Uden hjælp kan vi ikke gøre det, vi gør, siger Charlotte Thyberg.