Fonden Sol og Strand støtter familier med udviklingshandicap tæt inde på livet
Donation på 75.000 kroner skal sikre, at flere familier kan få den nødvendige støtte.
TILDELT
75.000 kr.
2025
Få mere at vide om
Lev
I Danmark lever flere titusinder af børn og voksne med udviklingshandicap, og mange familier oplever hver dag de udfordringer og behov, som følger med. Det er en hverdag, som kræver mere overblik, mere tålmodighed og ikke mindst mere kamp for rettigheder. Som familie kan det være tungt og ensomt at stå i – og derfor er der brug for et sted at hente støtte.
Derfor har Fonden Sol og Strand valgt at støtte Lev (Landsforeningen for mennesker med udviklingshandicap) med 75.000 kroner til organisationens rådgivningsindsats for familier, der har udviklingshandicap tæt inde på livet.
– Det er en donation, som har stor betydning for en medlemsbaseret organisation som vores, der er meget afhængig af støtte fra private bidragydere og fonde. Helt konkret betyder midlerne, at vi kan udvide vores rådgivning og dermed sikre, at endnu flere familier i sårbare situationer får den støtte og hjælp, de har brug for, siger direktør i Lev, Marie Louise Johannesen.
– For mange familier er det afgørende at få den rigtige rådgivning på det rigtige tidspunkt. Det kan betyde, at en svær situation ikke udvikler sig til en fastlåst konflikt eller langvarig mistrivsel. Med denne donation kan vi styrke vores rådgivning – både den personlige og den digitale – så endnu flere familier oplever, at de ikke står alene, siger hun.
Efterspørgslen efter støtte var sidste år større, end Lev kunne imødekomme. I 2025 registrerede organisationen knap 900 ubesvarede opkald. Derfor er det glædeligt, at det har været muligt at udvide den personlige rådgivning med 16 timer – efter sommerferien øges den til 21 timer.
– Derudover lancerer vi et nyt digitalt vidensunivers, som er tilgængeligt, når behovet opstår. Her kan familierne finde svar på spørgsmål, som ikke nødvendigvis kræver en rådgiver. De får blandt andet endnu bedre adgang til vejledningsmateriale, podcasts, film og artikler, der kan hjælpe dem videre, forklarer Marie Louise Johannesen.

Direktør Marie Louise Johannesen glæder sig over donationen, som betyder, at flere familier kan hjælpes.
For mange familier er det afgørende at få den rigtige rådgivning på det rigtige tidspunkt. Det kan betyde, at en svær situation ikke udvikler sig til en fastlåst konflikt eller langvarig mistrivsel. Med denne donation kan vi styrke vores rådgivning – både den personlige og den digitale – så endnu flere familier oplever, at de ikke står alene, siger hun.
Henvendelserne til Lev spænder fra spørgsmål om støtte og rettigheder til peer-to-peer-samtaler med frivillige pårørende, der selv kender livet med udviklingshandicap indefra. I mange tilfælde mangler familierne det mentale overskud, og økonomien er presset, fordi det har været nødvendigt at gå ned i arbejdstid eller simpelthen helt stoppe med at arbejde.
– Vi oplever, at mange familier føler sig udfordrede i forhold til at skabe sammenhæng i hverdagen med et barn med udviklingshandicap. Det kan være i relation til job eller den familie. Via vores socialfaglige rådgivning forsøger vi at finde ud af, hvordan vi kan være med til at ændre deres livsbetingelser, så hele familien trives. Det kan være at hjælpe med deres rettigheder i forhold til aflastning, tabt arbejdsfortjeneste mv., fortæller Marie Louise Johannesen.
Lev blev stiftet i 1952 og har i mere end 70 år arbejdet for at sikre mennesker med udviklingshandicap og deres familier bedre rettigheder og livsvilkår.