Fonden støtter hjælp til Ukraine
20.000 kroner skal sikre transport af hospitals- og skoleudstyr til udsatte borgere.
TILDELT
20.000 kr.
2025
Få mere at vide om
Brave Ukraine
Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld har doneret 20.000 kroner til Hjælpeorganisationen Bevar Ukraine. Pengene skal bruges til transport af hospitals-og skoleudstyr fra Danmark til Ukraine.
– Med midlerne kan vi transportere udstyr, der gør en konkret forskel for syge, sårede og børn i et land, hvor både sundhedsvæsen og skoler er under stort pres, fortæller Roman Boichuk, formand for ”Bevar Ukraine”.

Udstyret er doneret i Danmark og får nyt liv i Ukraine, hvor det særligt kommer borgere til gavn, som ikke har adgang til privat behandling eller uddannelse.
– Der er tale om brugt, men velfungerende udstyr, som bliver kørt ud til de områder i Ukraine, hvor behovet er størst, siger Roman Boichuk.
Indtil nu har organisationen sendt omkring 500 lastbiler med udstyr til Ukraine.
– Vi oplever en stor villighed til at donere, og vi glæder os over, at der i Danmark er en stærk vilje til at hjælpe. Behovet er fortsat stort. Inden vi sender materiel afsted, får vi bekræftet det konkrete behov – vi sender kun det udstyr, der er brug for, siger Roman Boichuk.

Han fortæller samtidig, at hjælpen fra Danmark også har en vigtig menneskelig betydning.
– Udover at udstyret løser et konkret behov, er det også en psykologisk støtte. Den fortsatte opbakning viser ukrainerne, at de ikke er glemt, siger han.
Roman Boichuk flyttede til Danmark i 2009 og arbejder til daglig som IT-ingeniør. Han var med til at stifte ”Bevar Ukraine” i 2014 og bruger sine ledige stunder på hjælpearbejdet.
– Så længe der er et behov, vil jeg gøre, hvad jeg kan for at hjælpe, siger han.