Fondsmidler realiserer biografens ønske om at skabe tryghed
Brørup Bio samler både børn, voksne og ældre om langt mere end traditionelle biografforestillinger. Nu har den frivilligt drevne biograf fået 23.000 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld til en hjertestarter.
TILDELT
23.000 kr.
2026
Få mere at vide om
Brørup Bio
En hjertestarter er måske ikke det første, man forbinder med en biograf, men med stigende besøgstal og gæster i alle aldre har Brørup Bio gennem længere tid haft et ønske om at få en hjertestarter tæt på, hvis et menneske skulle få hjertestop.
Takket være en donation fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld har det nu været muligt at købe en hjertestarter, som har fået plads i et udendørs skab ved biografen, så den er tilgængelig døgnet rundt.
– Vi er utroligt glade og taknemmelige for støtten. For os handler det om at skabe tryghed for de mange mennesker, der kommer i biografen, men det betyder meget, at hjertestarteren samtidig er placeret, så den kan bruges af andre i byen, hvis der bliver brug for den, lyder det fra formanden for Brørup Bio, Lone Wagner Olesen.
Biografen åbnede i 1950 og har haft skiftende ejere. I 1993 lukkede den – men kun kortvarigt. Ildsjæle satte sig nemlig for at puste nyt liv i biografen og dannede den almennyttige forening Brørup Bios Venner. Lone Wagner Olesen meldte sig dengang som frivillig for at være med til at sikre biografens fortsatte eksistens.
– Dengang gik jeg ind i det frivillige arbejde for at sikre, at vi kunne have en biograf i Brørup. I dag er det blevet mit hjertebarn, siger hun.
Trods den stigende konkurrence fra streamingtjenester, hvor man kan se film, når man har lyst, er der stadig grobund for en biograf i byen, der har knap 4600 indbyggere. Mange nyder fortsat at lade sig omslutte af biografens mørke og se en film uden forstyrrende elementer. Flere kommer også langvejs fra på grund af lave priser på biografbilletter, snacks og drikkevarer, siger Lone Wagner Olesen.
– Vi ønsker at have et prisniveau, som gør, at langt de fleste har mulighed for at tage i biografen, lyder det fra formanden.

Mere end film
I salen er der plads til 145 gæster, men biografen er langt mere end et sted, hvor der vises film. Den er blevet et samlingspunkt, hvor der løbende arrangeres events. En gang om måneden afholdes Seniorbio med film, kaffe og kage, og der arrangeres Demensbio, hvor lokale aktivitetscentre og plejehjem inviteres til at se film fra gæsternes ungdom.
For de yngste er der blandt andet børnefilmklub, fastelavnsarrangementer og livestreaming af MGP, mens store håndboldkampe også kan samle et feststemt publikum foran biografens lærred.
Ideerne står i kø, og de frivillige er altid klar til at føre dem ud i livet. Eksempelvis danner biografen hvert år ramme om en gyseraften, hvor biografgæsterne starter med pizza, inden der klokken 22.30 blændes op for den første af hele tre gyserfilm.
– Det første år kom der 15 gæster, og vi tænkte, at det nok ikke var en god idé. Nu er der omkring 100 gæster, siger Lone Wagner Olesen.
Tilsvarende blev der satset på et særligt arrangement, da filmen Frost havde premiere 1. juledag for nogle år siden. Lone Wagner Olesen havde allieret sig med Teatret 7-Kanten for at få hjælp til kostumer. Det lykkedes, og familien Wagner Olesen, der tæller hendes mand og fem børn, iklædte sig de smukke kostumer og lod sig forevige sammen med biografgængerne.
– Det blev så stor en succes, at vi måtte høre Disney, om det var muligt at lave en ekstraforestilling, fortæller Lone Wagner Olesen.

Brørup Bio drives uden lønnet personale og er afhængig af de 126 frivillige, der hjælper med alt fra at vise film og sælge popcorn til at bage kage, gøre rent og klare praktiske opgaver. Uden dem, ingen biograf, fastslår Lone Wagner Olesen.
De mange frivillige gør det samtidig muligt at holde billetpriserne nede og skabe aktiviteter for forskellige grupper i lokalområdet.
– Vi vil gerne være et sted, hvor mennesker mødes, og hvor der er plads til mange forskellige oplevelser og fællesskaber, siger Lone Wagner Olesen.
Også uden for lokalområdet har man fået øjnene op for den lille biograf med det store frivillige engagement og den lokale opbakning. Senest har Liam O’Connor, kendt som rapperen L.O.C., henvendt sig for at høre, om biografen vil have ham på besøg to dage i november, hvor han tester sit kommende standupshow ”SKAMLØST”, som han turnerer med i 2027.
– Det sagde vi naturligvis ”ja tak” til, og der gik ikke mange timer, før alle billetter var udsolgt, siger Lone Wagner Olesen.
Aktiviteterne og den lokale opbakning kan også aflæses i besøgstallet. I 2025 havde biografen omkring 28.000 besøgende, og det tal ventes at stige. Lone Wagner Olesen glæder sig over udviklingen for byens kulturelle samlingspunkt.
– Jeg siger det ikke tit, men jeg er forfærdeligt stolt af, hvad vi har formået at skabe her i Brørup. Og det gør mig helt høj at tænke på det fantastiske korps af frivillige, vi har – uden dem havde vi ingen biograf, siger hun.
