Ny plads på Fenrishus skal give alle børn mulighed for at være med
Hvin og smil blev den bedste kvittering, da Fenrishus i Aarhus forleden indviede sin nye lege- og samværsplads. Pladsen er blevet til med en donation på 1,5 millioner kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld og er indrettet, så også børn med omfattende funktionsnedsættelser kan være med i leg og fællesskab.
TILDELT
1.500.000 kr.
2026
Få mere at vide om
Fenrishus
Der gik ikke mange øjeblikke, fra den nye lege- og samværsplads på Fenrishus officielt var indviet og til børnene tog den i brug. I det smukke efterårsvejr blev børnene i hver sin kørestol kørt ud på den nye plads, hvor de nu får mulighed for at gynge, lege med sand og hoppe på trampolin. Pladsens legeredskaber er designet, så børnene på Fenrishus kan være med på deres egne præmisser.
Og netop det er hele formålet med pladsen.
– Alle børn har ret til at lege og være en del af et fællesskab. Desværre er der alt for mange børn, som på grund af forskellige udfordringer må stå på sidelinjen. Alt for ofte ser man børn med handicap, som ikke kan deltage. Det er hjerteskærende, og sådan skal det ikke være, sagde stifteren af Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, Margit Andersen.

Fonden har doneret 1,5 millioner kroner til etableringen af pladsen, der blandt andet rummer kørestolsgynge, kørestolstrampolin, inkluderende legeredskaber samt tilgængelige stier og opholdsarealer. Det er en af de største enkeltstående donationer, fonden nogensinde har givet.
For Margit Andersen var glæden hos børnene en meget konkret illustration af, hvad donationen betyder i praksis. Hun glædede sig over, at fondsmidlerne nu er blevet omsat til en plads med specialdesignede legeredskaber, der gør det muligt for børnene at være med.
– Her kan børnene tumle, have det dejligt og sjovt og først og fremmest være en del af et fællesskab med de andre børn. Det er noget af det mest meningsfulde, man kan tænke sig, og jeg håber, at pladsen bliver til både gavn og glæde for mange børn fremover, sagde hun.

Samtidig var indvielsen også et særligt øjeblik for Margit Andersen. Hun ville gerne have delt det med sin mand, Kjeld Andersen, som hun sammen med skabte det livsværk, der i dag lever videre gennem fondens donationer til almennyttige og almenvelgørende formål. Kjeld Andersen døde i oktober 2024
Mere end en legeplads
For Ditte Marie Bay, der er formand for Støtteforeningen ved Fenrishus, er betegnelsen ”samværsplads” vigtig.
– En legeplads er et sted, hvor børn leger. En samværsplads er et sted, hvor vi kan være sammen – alle sammen, på lige fod. Børn, søskende, forældre, bedsteforældre og medarbejdere. Her står ingen udenfor og kigger på. Her er alle med, sagde hun blandt andet i sin tale ved indvielsen af pladsen.

Hun er mor til Carl, der fylder 11 år. Han er født med den sjældne lidelse Wolf-Hirschhorns syndrom og kan ikke gå, tale eller spise selv. Når han kommer i gyngen eller på trampolinen, giver han lyd fra sig og smiler, og Ditte Marie Bay glæder sig over, at pladsen ligger lige udenfor døren.
– Nogle dage kan kroppen kun klare lidt, og derfor er det en kæmpe gave for alle, at det her ligger lige uden for døren. Frisk luft i præcis de doser, det enkelte barn kan klare – fem minutter eller en hel eftermiddag, sagde hun.
Gyngen, karussellen og trampolinen kan bruges fra kørestol. Det betyder eksempelvis, at storebror kan hoppe på trampolinen, mens lillesøster hopper med i kørestolen.
– Her kan de mødes med deres søster eller bror og lege. Ikke side om side, men sammen. Og derfor bliver en gyngetur, et hop og et grin noget, man er fælles om. Det er det, denne plads kan, og det er ikke nogen lille ting, lød det fra Ditte Marie Bay.

Et sted med fokus på livskvalitet
Fenrishus drives af Region Midtjylland og har gennem 40 år dannet rammen om et trygt og omsorgsfuldt liv for børn og unge med komplekse funktionsnedsættelser og livstruende sygdomme. Børnene og de unge har behov for pleje og omsorg døgnet rundt.
Stedets grundlæggende tanke er, at børnene har brug for mere end behandling og pleje. De har også brug for nærvær, relationer, oplevelser og størst mulig livskvalitet, og familien er en vigtig del af barnets liv.
Det er netop den tanke, den nye plads skal understøtte.
– Der findes heldigvis ikke ret mange børn i Danmark med så lavt et funktionsniveau som vores. Men det betyder også, at de sjældent står forrest i køen, når der bygges og tænkes nyt. Derfor rører det os dybt, at Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld har set netop dem. I kalder det selv “ferie med det gode hjerte”, og i dag kan vi se, at hjertet rækker helt herud til Fenrisvej. I har valgt, at netop vores børn skulle have denne gave. Det er vi meget beærede over, og det glemmer vi jer aldrig for, sagde hun.