Sanggrupper hjælper mennesker med afasi til igen at få en stemme
Når ordene pludselig er svære at finde, kan mange finde håb og glæde i sang. Hjernesagen har etableret fire AfasiSang-grupper, hvor mennesker med afasi mødes om fællessang og socialt samvær. Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld støtter indsatsen med 123.000 kroner, så de eksisterende sangfællesskaber kan fortsætte, og nye kan etableres.
TILDELT
123.000 kr.
2026
Få mere at vide om
Hjernesagen
Hvert år rammes omkring 12.000 danskere af en blodprop eller blødning i hjernen, og omtrent en tredjedel lever efterfølgende med afasi. Det betyder, at evnen til at tale, forstå, læse eller skrive kan være helt eller delvist forsvundet.
For den enkelte kan det vende op og ned på tilværelsen. Når sproget svigter, bliver svært at deltage i samtaler og sociale aktiviteter, og både arbejdsliv, fritidsinteresser og relationer smuldrer og forsvinder.
– For mange betyder det store begrænsninger i hverdagen, tab af sociale relationer og en markant øget risiko for isolation og depression, siger Nicole Helmer-Nielsen, der er lokalforeningskonsulent i Hjernesagen.
Her kan sang åbne en anden vej til sproget. Derfor har Hjernesagen etableret fire AfasiSang-grupper rundt om i landet. Her mødes mennesker med afasi i et fællesskab, hvor det ikke er evnen til at finde de rigtige ord, der er afgørende for at kunne være med.
– I AfasiSang-grupperne handler det om meget mere end at synge. Det er et trygt fællesskab, hvor man føler sig hjemme, og hvor der er plads til, at man kommunikerer på den måde, man har mulighed for, siger Nicole Helmer-Nielsen.
Hun er uddannet talepædagog og har ofte mødt patienter på hospitalet, som efter en blodprop har mistet evnen til at tale.
– Når jeg kommer ind til vedkommende, er der tavshed, men begynder jeg for eksempel at nynne ”Jeg ved en lærkerede”, begynder patienten ofte at nynne med, og mange gange oplever jeg, at ordene efterfølgende også begynder at komme. Mennesker, som reelt ikke kan føre en samtale, viser sig faktisk at kunne synge. Det kan næsten opleves helt magisk, og det giver håb både hos patienten og de pårørende, fortæller Nicole Helmer-Nielsen.

Sanggrupperne mødes som udgangspunkt en gang om ugen under ledelse af en sanglærer eller musikterapeut. Der synges i et roligt tempo, teksterne er skrevet med stor skrift, og der bliver taget hensyn til, at mange deltagere hurtigt bliver trætte eller samtidig lever med andre følger efter en hjerneskade.
– AfasiSang giver dem en stemme og en mulighed for at være en del af et fællesskab og få et netværk, hvilket er utroligt vigtigt. Mange afasiramte har ikke længere et job og et sted at høre til, men i sanggrupperne er der brug for den enkelte. Hvis man ikke møder op, mangler koret for eksempel en tenor, og derfor har det betydning, om man kommer eller ej, siger Nicole Helmer-Nielsen og tilføjer, at der ikke er krav om, at man skal være medlem af Hjernesagen for at deltage. Alle er velkomne.
Med donationen på 123.000 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld bliver det muligt både at understøtte de eksisterende grupper og arbejde med etableringen af nye.

De nye AfasiSang-grupper skal så vidt muligt etableres på aktivitets- og kommunikationscentre, i dagtilbud eller andre steder, hvor mennesker med afasi allerede kommer. Det skal gøre tilbuddet lettere tilgængeligt, fordi transport for nogle mennesker med afasi kan være en barriere for at deltage i aktiviteter. Hjernesagens ambition er at etablere i alt ti AfasiSang-hold på tværs af landet.
– Det er vigtigt, at vi ikke skaber ulighed i vores tilbud. Derfor er vores mål at udbrede AfasiSang. Jeg håber, at vi på sigt kan blive et fast og lokalt forankret tilbud flere steder i Danmark og dermed give endnu flere mennesker med afasi mulighed for at finde både stemme, livsglæde og fællesskab – også når ordene er blevet svære at finde, siger Nicole Helmer-Nielsen.