Midler fra Sol og Strand-fond sikrer udsatte familier mindeværdige oplevelser
Red Barnet Haderslev har modtaget 20.000 kroner i støtte fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld.
Donationen skal være med til at skabe oplevelser, netværk og frirum for udsatte børn og deres familier i Haderslev Kommune.
– Vi er en frivillig organisation, der er til for familier, som befinder sig i udsatte positioner. Vi har ikke andre indtægter end dem, vi får gennem fondsansøgninger, så derfor har denne donation meget stor betydning for vores arbejde, fortæller Bent Iversen, der er forperson hos Red Barnet Haderslev.
35 familier er i øjeblikket tilknyttet Red Barnet Haderslev. Der er dels tale om flygtningefamilier, som er i behandling hos RehabiliteringsCenter for Traumatiserede (RCT), og dels familier, som er blevet henvist via kommunens familieafdeling, skole eller daginstitution. Med midlerne fra fonden kan Red Barnet Haderslev gennemføre en række meningsfulde arrangementer i deres klubber “Ud Af Krigens Skygge” og “Familie Oplevelsesklubben”.
Aktiviteterne spænder fra biografture, naturoplevelser og historiske udflugter til fællesskaber omkring bålhygge, drageflyvning og fastelavnsarrangementer. I løbet af året er der planlagt 12 oplevelsesture – tre af dem foregår i sommerferien.
– For de fleste familier er det den eneste oplevelse, de får denne sommer. De kan ikke rejse til Spanien i en uge, for det rækker deres økonomiske eller personlige overskud ikke til. I stedet kan vi invitere dem en tur i eksempelvis Danfoss Universe eller til Vadehavet og Mandø, og det giver børnene mulighed for at dele en god oplevelse, når de møder i skole efter sommerferien, siger Bent Iversen.
Organisationen har omkring 35 frivillige tilknyttet. Bent Iversen blev en del af Red Barnet Haderslev for fem år siden. Han har en baggrund i lokalpolitik, og da han forlod arbejdsmarkedet, var det naturligt for ham at engagere sig frivilligt.
– Til tider føler jeg, at jeg ikke er gået på pension, siger han med smil i stemmen og henviser til de mange opgaver i organisationen – men det opvejes af det meningsfulde i at gøre en forskel.
– At være en del af Red Barnet giver mange gode oplevelser med familierne, som vi kommer tæt på, fordi mange forbliver tilknyttet i adskillige år.
Ud over selve aktiviteterne er der en langsigtet værdi i organisationens arbejde. Børn og forældre skaber relationer, som varer ved – og børn, som normalt oplever ensomhed eller mistrivsel, finder nye venner i et miljø uden mobning.
– Børnene er i aldersgruppen et til 17 år, og vi oplever, hvordan der opstår venskaber og leg på kryds og tværs. Tilsvarende ser vi, hvordan de voksne danner netværk og bliver en del af et fællesskab, siger Bent Iversen.