Pusterum og fællesskab for sygdomsramte: Fonden Sol og Strand støtter Vejlefjords Venner
Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld har netop doneret 10.000 kroner til den frivillige forening ”Vejlefjords Venner, som arbejder for at skabe livsglæde og fællesskab for mennesker med erhvervet hjerneskade.
Der var stor glæde, da kasserer i Vejlefjords Venner, Laust Mensel, modtog beskeden om, at foreningens ansøgning var blevet imødekommet. Pengene går til foreningens traditionsrige Løvfaldstræf, der finder sted på Hotel Vejlefjord og samler omkring 60 deltagere fra hele landet.
– Det er midler, som er afgørende for, at vi kan gennemføre arrangementet, siger Laust Mensel.
Løvfaldstræffet er et to-dages ophold med højskolelignende oplevelser som musik, foredrag og socialt samvær.
– Mange af deltagerne har været på et genoptræningsophold på Hotel Vejlefjord, og træffet giver både dem og deres pårørende mulighed for at få en oplevelse og et pusterum i en ofte belastende hverdag. For nogle er det årets eneste tur udenfor hjemmet. Her er al snak om sygdom, politik og religion bandlyst – til gengæld hylder vi fællesskabet og samværet, siger Laust Mensel og tilføjer, at det samtidig er en mulighed for at være sammen med nogle, der er i samme situation som én selv, og hvor arrangementet er skræddersyet den enkeltes behov.
– Det nytter eksempelvis ikke noget at servere en rød bøf, hvis man ikke kan skære kødet ud. Derfor er alt lige fra adgangsforhold til bespisning gennemtænkt.
Vejlefjords Venner, der udelukkende af frivillige, blev etableret i 1993 og tæller i dag omkring 120 medlemmer fra hele landet. Foreningens formål er at inspirere til nye aktiviteter, kurser og højskolelignende arrangementer for mennesker med erhvervet hjerneskade og deres pårørende.
Laust Mensel blev involveret i foreningens arbejde, da hans hustru i 1997 blev opereret for en hjernesvulst og efterfølgende var på et ophold på Vejlefjord.
– Jeg har været kasserer i foreningen i 20 år, og selv om det til tider kan være slidsomt, opvejes det til fulde af den glæde, jeg kan se i øjnene hos medlemmerne, når vi mødes, siger han.
I det hele taget falder det Laust Mensel naturligt at engagere sig i frivilligt arbejde. Han er på 49. år frivillig i Tønder Festival og er desuden formand for A93 i Tønder – en social idrætsforening for senhjerneskadede med omkring 100 medlemmer.
– Belønningen for det frivillige arbejde er at se smilet i andres øjne, siger han.